Nu har jeg luret på denne ring i et par dage, og jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal mene.
På ide-siden kan jeg godt følge hende. Jeg kan godt blive fascineret af et råt næsten ubehandlet ydre, jeg kan godt lide den rager frem i verden, og jeg synes hendes inspiration er meget sød, selv om jeg mere ser en hånd end
"inspiration fra det fynske forår [...] Som markerne der ligger klar til agerbrug – fyldt med fure fra efterårspløjningen"På design-siden synes jeg, den er lidt for... jeg tror, jeg vil kalde den løs.
Når man kører et næsten ubehandlet groft ydre, kan jeg godt lide, der er noget stringent, noget stramt over formgivningen. Noget som fortæller mig, der er lagt arbejde, tanke og energi i smykket. Noget som siger mig, der er en dygtig håndværker bag. Når en løs formgivning kombineres med et groft næsten ubehandlet ydre, virker det på mig ofte sjusket, eller som noget der bare er knaldet sammen i en ruf af en nybegynder (der hader slibearbejde lige så meget som mig). Og når jeg så samtidigt får støbefejl som den første tanke, som tilfældet var, da jeg så denne ring, ja, så har jeg lidt svært ved at blive rigtig begejstret.
Udførelsen er der ikke meget at sige om, da der er minimalt arbejde, ved en ring som denne.
Der er stort set ingen håndværk i den andet end selve støbeteknikken, og den ser som sagt ud til at være kikset lidt.
Støb, fjern støbekanal, syre, grovfil på selve ringdelen og så lige en hurtig tur på et polerehjul.
Det der tager længst tid er vel nærmest at smelte metallet og vente på at syrebadet renser overfladen.
Hvorfor får jeg den tanke, det tog 4 forsøg at lave ringen, og fejlstøbningerne så blev sat til salg som en eftertanke?
Fy, hvor er jeg slem
Men af de 4 ringe er torsdagens ring (nr3) den smukkeste, for jeg synes støbefejlen har placeret sig meget spændende og dekorativt. Og på billedet, hvor den sidder på hånden, er den da meget sød.